Apfelstrudel

Fremgangsmåde

Skræl æblerne, skær dem i kvarter og fjern kernehusene. Skær hvert æblestykke i tre smallere både og kom dem op i en stor skål. Skyl citronen og riv den fint. Kom skallen ned til æblebådene. Pres citronsaften ud over de ordnede æbler gennem en sigte, så du sorterer kernerne fra. Vend godt rundt i æblerne. Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med sukkeret med kniven, så kornene skilles ad. Kom vaniljesukker, rosiner og stødt kanel ned til æblerne og vend det sammen, til det er godt fordelt på alle æblerne.

Fold arkene med filodej ud, men lad dem ligge oven på hinanden. Læg kanel-æbleblandingen tæt presset sammen på midten af filodejen. Fold dejen op om blandingen til en lukket aflang pakke. Læg pakken på hovedet med samlingen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Forvarm ovnen til 180 grader. Smelt smørret ved lav varme i en lille gryde. Smør filodejens overflade jævnt med det smeltede smør.

Kom kagen i ovnen og bag den i ca. 20 minutter (afhængig af ovnen), til den er godt gylden. Drys med flormelis og server den nybagt og stadig lun med en god is, iskoldt flødeskum eller blot cremefraiche til.

Ingredienser

Ca. 10 personer


Fra bogen ' Blomsterbergs Bedste'


5-6 store madæbler (700 g æblebåde uden skræl og kernehus)

Saft og skal af 1/2 usprøjtet citron

1/2 vaniljestang, gerne polynesisk

1 tsk. sukker

60 g lyse, store rosiner

5 tsk. stødt kanel

4 ark filodej

50 g smør

Lidt flormelis til drys