Blomsterbergs Gulerodsboller
Fremgangsmåde
Gær, vand, fuldkornshvedemel og 4/5 af hvedemelet kommes op i røreskålen og æltes for middel hastighed på røremaskinen i 5 minutter. Skru nu ned til laveste hastighed og tilsæt revne gulerødder, olie, salt og en anelse mere af melet. Skru op til middel hastighed igen og ælt dejen i yderligere 5 minutter. Tilsæt kun mere hvedemel, indtil dejen har en let fast, men stadig dejlig smidig konsistens. Mængden varierer! Husk at en for fast og tør dej giver tørt brød!
Læg dejen på et let meldrysset bord, og lad den hvile i 10 minutter. Smør formene med bagespray eller smagsneutral olie. Del dejen med en jern-dejskraber i 18 lige store dejklumper a ca. 80 g. Lad dem hvile i 10 min. Form hver hvilet dejklump til runde, glatte og boller, og læg dem straks op i de smurte forme. Lad dem hæve godt under et klæde i 30 minutters tid.
Pisk ægget sammen med salt, pensl bollerne og drys jævnt med sigtet hvedemel. Giv de hævede boller et snit med en lille skarp, savtakket ridsekniv, og lad dem hvile igen i 10 minutter, inden de bages i en 210 grader varm ovn til de er dejligt gyldne & godt bagt i bunden - Det tager ca. 20 minutter, afhængigt af ovnen. Smid gerne 1/2 dl koldt vand ind i bunden af den varme ovn, samtidigt med du sætter bollerne ind i ovnen, for at gi' dem lidt damp. Luk ovnen lynhurtigt.
Ingredienser
Ca. 18 stk.
Du skal bruge: 2 stk. 9-rums bolleforme
Dej
40 g gær
3,5 dl lunkent vand
150 g fuldkorns hvedemel
Ca. 400 g Tipo 00 hvedemel
1 mellemstor groftrevet gulerod
0,6 dl neutral olie
8 g knust flagesalt
Æggestrygelse & drys
1 æg
1 knivspids knust flagesalt og lidt hvedemel