Blomsterbergs Pavlova-krans

Fremgangsmåde

Limecreme

Læg husblassen i blød i 1/2 liter koldt vand i 1/2 time. Varm fløden op i en lille gryde til 80 grader (brug evt. et termometer). Hak imens den hvide chokolade fint og kom den over i en skål. Hæld halvdelen af den varme fløde over den hakkede chokolade og rør godt med en dejskraber, til chokoladen næsten er smeltet, og massen er skinnende blank. Tilsæt resten af den varme fløde og rør igen. Vrid husblassen fri for vand og kom den direkte op i chokolademassen, mens du rører igen. Passér cremen gennem en sigte ned i en ny beholder. Dæk cremen med husholdningsfilm og lad den køle helt ned til 5 grader i køleskabet. Lav den gerne dagen før den skal piskes og bruges.

 

Marengs

Tegn 1 cirkel på ca. 22 cm. i diameter med en blyant bagepapir. Brug evt. en tallerken, et grydelåg eller en kagering som skabelon.

Pisk æggehviderne let stive på din røremaskine. En kraftig håndmikser kan også bruges. 

Tilføj halvdelen af flormelissen & pisk videre i nogle minutter. Tilføj resten og pisk videre til marengsen er dejlig sej og har en lækker sprøjtefast konsistens. Tilsæt eddike og salt til og pisk endnu et par runder.

Tilsæt Majsstivelse og pisk det med i marengsen.

Klip et hul i en engangssprøjtepose og læg en 12 millimeter rund, glat tyl i. Kom marengsen op i posen

Sprøjt ’dråber’ af marengs på ydersiden af cirklen. Sprøjt udefra og ind. Sprøjt derefter ’dråber’ på indersiden af cirklen. Sprøjt derefter det sidste marengs (i lidt mindre dråber end før) ovenpå lidt længere inde end de første.

Dette er for at give kransen lidt højde. Kom bagepladen ind i en 100 grader varm ovn med varmluft, og bag kransen mellem 1,45 time - 2 timer.

Lad den afkøle helt ved stuetemperatur, mens den bliver på bagemåtten eller bagepapiret. 

 

Samling, fyld & pynt

Pisk den helt kolde creme let & luftig med en håndmikser. Riv det yderste af limeskallen på et fint citrusjern direkte ned i cremen. Læg en sigte over skålen og pres saften ned i cremen.

Vend cremen sammen med en dejskraber, til den er ensartet, og kom den op i en engangssprøjtepose.

Klip et lille hul og sprøjt en ring af creme på kransens midte – pas på den ikke går alt for langt ud. 

Pynt fint med bær og spiselige blomster. Server den inden for de næste par timer;0)

Ingredienser

Limecreme

2 blade husblas 

3 dl. piskefløde 

70 g. hvid chokolade 

1 stk. usprøjtede lime 

 

Marengs 

150 g. æggehvide  

300 g. flormelis 

2 tsk. eddike

2 spsk. majsstivelse

1 knivspids salt

 

Fyld & pynt

Masser af friske bær

Spiselige blomster 


Det skal du bruge

Gryde

Termometer

Skål

Dejskraber

Kagering

Håndmikser

Engangssprøjtepose

12 millimeter rund glat tyl