Courgettetærte med hytteost og chili

Fremgangsmåde

Fuldkornstærtebund eller klassisk tærtebund, fyld og bagning


Salt fuldkorns eller klassisk tærtedej

Kom mel, salt og stuetempereret smør op i en røreskål, og ælt det kort sammen. Brug gerne din røremaskine med dejkrog på.

Tilføj mælken ad to omgange, mens der æltes.

Lige så snart dejen er ensartet, kommes den i en plastpose og stilles i køleskabet i minimum 2 timer, men allerhelst til næste dag. Dejen holder sig fint i køleskabet i op til 1 uge.

Dejen kan fryses.

Smør tærteformen ganske let, men jævnt med bagespray – der må ikke være ’helligdage’!

Rul den kolde piedej ud i ekstra mel til en tykkelse på ca. 3 mm. Husk at flytte rundt på dejen imellem udrulningen, så den ikke hænger fast på bordet.

For formen med dejen, og tryk dejen godt ud i kanten og bunden uden at trykke hul i den. Lad den ’for store’ dej ligge her og hvile i formen i 10-15 minutter, inden overflødig dej trykkes af med din håndrod. Dejen vil trække sig, hvis den ikke får hviletid! Overskydende dej kan fryses til en anden gang.

Tænd ovnen på 180 grader, gerne varmluft.


Tærtefyld

Skær porren igennem på langs, og skær den i 2-3 mm tynde skiver.

Skær begge courgetter i tern på ca. 1 x 1 cm.

Kom olie på panden, og steg først porrerne ganske kort ved middel varme. De skal ikke blive brune! Tilsæt courgetterne, skru op for varmen, og steg dem hårdt og kort i maks. 2 minutter. De skal ikke tage farve og skal stadig have bid! Tag panden væk fra varmen.

Del chilien på langs, befri den for kerner og lameller, skær den i tynde skiver, og kom den op til fyldet. Hak timianen fint, og tilsæt også den.

Bland det hele godt sammen, og fordel fyldet i den dejforede form.

Kom hytteost, æg, salt og peber op i en skål, og pisk det godt sammen.

Smag til, og vurdér, om der skal krydres yderligere.

Hæld æggeblandingen ud over, og bag tærten i den varme ovn, til æggestanden er fast og dejligt gylden.

Det tager ca. 30-35 minutter afhængigt af ovnen.

Lad den brandvarme tærte hvile et par minutter, inden du skubber den nedefra og op med den løse bund.

Løsn den forsigtigt fra bunden med en paletkniv, men lad den blive på tærteformens bund. Du kan nemlig let ’transportere’ den over på dit bræt eller fad ved at lade den ’glide’ direkte derfra.

Server gerne tærten med din yndlingssalat, eller nyd den blot, som den er.

Ingredienser

1 stor tærte til 4-6 personer.


Fuldkornstærtebund

100 g alm. hvedemel

100 g fuldkornshvedemel

0,5 tsk. salt

100 g saltet smør, stuetempereret

1 dl mælk


Klassisk tærtebund

200 g alm. hvedemel

0,5 tsk. salt

100 g saltet smør, stuetempereret

0,7 dl mælk


Fyld og drys

2-3 spsk. olivenolie

150 g ordnet porre (ca. 1 stk.)

150 g grøn courgette (ca.0,5stk.)

150 g gul courgette (ca.1/2 stk.)

1 frisk, rød chili

1 håndfuld skyllet og plukket timian

2 æg

200 g hytteost

1-1,5 tsk. salt

1 tsk. friskkværnet peber


Det skal du bruge

1 stor tærteform med løs bund, 25 cm, bølget

Bagespray til at smøre formen med

Røreskål

Pande

Paletkniv

Pin opskrift