Hindbær Sarah Bernhardt

Fremgangsmåde

Trøffelcreme

Læg husblassen i blød i 1/2 liter koldt vand i 1/2 time. Bring fløden op til kogepunktet i en kasserolle og tag den af varmen. Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Hæld halvdelen af den stadig varme fløde over og rør godt. Tilsæt resten af den varme fløde og rør, til chokoladen er smeltet helt. Vrid husblassen fri for vand og kom den direkte op i den varme chokoladefløde. Rør igen, til alt husblassen er smeltet. Kom den færdige trøffelcreme over i en ren skål og stil den i køleskabet i mindst 4 timer eller gerne til næste dag.


Hindbærmarmelade

Kog hindbær, citronsaft, sukker og majsstivelse i ca. 10-15 minutter, skum af og hæld det op i en lille bøtte. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på marmeladen, så der ikke dannes kondens. Afkøl marmeladen helt i køleskabet.


Kransekagemasse

Rør sukker og æggehvider sammen i en lille skål og lad det trække i ca. 1/2 time for at opløse sukkeret. Tilsæt sukkerhviden til marcipanen lidt efter lidt, til massen er ensartet. Kom den færdige kransekagemasse op i en stofsprøjtepose med en stor stjernetylle. Sprøjt massen ud på bagepapir i lige store flade ’stjerner’ på ca. 6 centimeter i diameter. Lav med en finger dyppet i lidt vand en lille fordybning i hver stjerne. Kom den kolde hindbærmarmelade i en engangssprøjtepose med et lille tilklippet hul og sprøjt en lille klat marmelade på hver ubagt bund. Bag dem i ovnen ved 190 grader i 12-14 minutter, til de er gyldne. Afkøl dem helt i køleskabet. Pisk den kolde trøffelcreme kort med en håndmikser og kom den op i en engangssprøjtepose med en stor, glat tylle. Sprøjt cremen ud i flade toppe på de kolde bunde. Stil kagerne i køleskabet i minimum 2 timer. Temperer chokoladen, dyp Sarah Bernhardt’erne heri og drys herefter straks rigeligt med frysetørrede hindbær.

Ingredienser

Ca. 15 stk.


Forberedes gerne dagen før.


Trøffelcreme

2 bl husblas

3 dl piskefløde

200 g god mørk chokolade 58%


Kransekagemasse

150 g sukker (gerne rørsukker)

70 g æggehvider

350 g ren rå marcipan


Hindbærmarmelade

100 g hindbær

Saft af 1/2 citron

100 g sukker

1 tsk majsstivelse


Ca. 300 g tempereret god mørk chokolade til at dyppe i

Ca. 30 g frysetørrede hindbær


Det skal du bruge

Skål til smeltning af chokolade

Skål

Kasserolle

Stofsprøjtepose

Stjernetylle

Glat tylle

Håndmikser

Engangssprøjtepose