Lemoncurd tærte
Fremgangsmåde
Mørdejen
Ælt alle ingredienserne ultrakort sammen med hænderne til en ensartet dej. Stil den koldt i 1/2 time inden udrulning. Rul dejen relativt tyndt ud i en anelse mel. Læg forsigtigt den udrullede dej ned i aluminiumstærteformen (denne type form skal ikke smøres) og tryk dejen forsigtigt fast til sider og bund. Tryk overskydende mørdej af kanten.
Chokoladeflan
Hak chokoladen fint og smelt den ved svag varme sammen med smørret i en kasserolle. Pisk sukker og æg til en tyk æggesnaps. Vend forsigtigt æggesnaps og chokolade sammen i skålen til en ensartet dej. Fordel dejen i den mørdejsforede tærteform.
Bag chokoladeflanen i ovnen ved 170 grader i 22-25 minutter, til den har sat sig og giver efter ved let tryk. Afkøl den bagte tærte helt et par timer i køleskabet – lad den blive i formen.
Lemoncurd
Læg husblassen i blød i 1/2 liter koldt vand i 1/2 time. Kog citronsaft, citronskal og tre fjerdedele af sukkeret kort op i en gryde. Rør imens æggene og resten af sukkeret sammen i en skål. Hæld halvdelen af den nu kogende citronblanding over æggeblandingen, mens du pisker. Hæld det hele tilbage i gryden under stadig piskning, til legeringen tykner og er ca. 65 grader (brug et termometer).
Vrid husblassen fri for vand og smelt den direkte op i den varme legering. Tilsæt smørret og lad det smelte med til en homogen og blank masse. Afkøl legeringen til ca. 30 grader og fordel den på den kolde chokoladeflan. Stil kagen forsigtigt i køleskabet til næste dag.
Pynt med groftrevet, hvid chokolade og grofthakket pistacie.
Ingredienser
Ca. 14 personer
(Forberedes dagen før)
Mørdej
300 g hvedemel
150 g stuetempereret smør
100 g flormelis
1 æg str. L
Chokoladeflan
80 g god mørk chokolade, ca. 60 %
50 g smør
50 g sukker
2 æg str. L
Lemoncurd
3 blade husblas
160 g citronsaft (af 4-5 citroner)
Fintrevet skal af den ene vaskede citron
240 g sukker
2 æg str. L
90 g smør
Pynt
Ca. 50 g groftrevet, god, hvid chokolade
Ca. 20 g grofthakket, usaltede pistaciekerner
Det skal du bruge
En tærteform med løs bund (25 cm i diameter)