Pavlova
Fremgangsmåde
LIMECREME
Læg husblassen i blød i 1/2 liter koldt vand i 30 minutter. Varm fløden op i en lille gryde til ca. 80 grader (brug et termometer). Hak imens den hvide chokolade fint og kom den over i en større skål. Hæld halvdelen af den varme fløde over den hakkede chokolade og rør godt med en dejskraber, til chokoladen næsten er smeltet, og massen er skinnende blank. Tilsæt resten af den varme fløde og rør igen. Vrid husblassen fri for vand og kom den direkte i chokolademassen, mens du rører igen. Kom cremen i en ny beholder, dæk den med husholdningsfilm og lad den køle helt ned i køleskabet i min. 3 timer eller allerhelst til næste dag.
MARENGS
Pisk æggehviderne let stive på din røremaskine. En kraftig håndmikser kan også bruges. Tilføj flormelissen og pisk videre i nogle minutter, til marengsen er dejligt sej og har en sprøjtefast konsistens. Tilsæt vaniljesukkeret til allersidst. Klip et hul i en engangssprøjtepose og læg en 12 mm glat tylle i. Kom marengsen i posen. Tegn 12 cirkler med ca. 8 cm i diameter med en blyant på 2 stykker bagepapir (6 stk. på hver). Brug en rund udstikker til at tegne efter. Læg hvert stykke bagepapir på hver sin bageplade med blyantstregen nedad. Sprøjt 6-7 ’dråber’ af marengs rundt i cirklen, fra cirklen og ind mod midten, så der dannes flade ’blomster’. Kom begge bageplader ind i en 130 grader varm ovn (ikke varmluft!) og bag dem i 10 minutter. Lad marengsen afkøle helt ved stuetemperatur.
LIMECREME FORTSAT
Pisk den helt kolde limecreme let og luftig med en håndmikser. Riv det yderste af limeskallen på et fint citrusjern direkte ned i cremen. Læg en sigte over skålen og pres saften fra begge limefrugter ned i cremen. Vend cremen sammen med en dejskraber, til den er ensartet.
SAMLING
Klip et hul i en engangssprøjtepose og læg en 12 mm glat tylle i. Vend rundt i den piskede creme og kom den i posen. Læg 6 af de afkølede bunde på 6 smukke tallerkener. Sprøjt en fin kugle af cremen på midten af hver bund – pas på, den ikke går alt for langt ud. Læg en krans af 6 hindbær hele vejen rundt. Læg forsigtigt de resterende 6 marengs på som låg. Sigt lidt flormelis udover. Pynt hver pavlova med et hindbær, mynte og en spiselig blomst.
Ingredienser
6 personer
Sværhedsgrad: 3
Fra bogen 'Blomsterbergs sommer'
Begynd gerne dagen før
Limecreme
2 blade husblas
3 dl piskefløde
90 g god hvid chokolade
2 usprøjtede lime
Marengs
150 g past. æggehvider (5 stk.)
300 g flormelis
1/2 tsk. vaniljesukker
Pynt
Ca. 50 smukke hindbær
50 g flormelis
Lidt frisk mynte
6 spiselige blomster