Rådhuspandekager
Fremgangsmåde
Pandekager
Bland sukker, vaniljekorn og mel. Pisk kraftigt med alle æggene, til dejen er helt uden klumper. Smelt smørret på den pande, pandekagerne skal steges på (vask ikke panden af bagefter). Pisk det smeltede smør i dejen. Kom til sidst mælken i under stadig piskning. Steg 10-12 pandekager ved god varme, til de er gyldne på begge sider. Det er ikke nødvendigt at smøre panden igen, da der er allerede er rigeligt fedtstof på panden og i dejen. Læg de bagte pandekager i to mindre stakke og pak dem efterfølgende ind i alufolie indtil anretningen.
Vaniljecreme
Bland vaniljekorn, sukker og majsstivelse i en skål og rør det med 1 dl af den kolde mælk. Pisk det godt sammen og pisk også æggeblommen i. Kog den resterende mælk kort op i en lille gryde. Når den når kogepunktet, tilføjer du vaniljeblandingen og pisk til cremen tykner. Tag gryden af varmen og kom straks cremen op i en ren skål. Dæk cremen til med husholdningsfilm helt ned på cremen og køl den hurtigt helt ned i køleskabet.
Makroner
Blend hasselnøddekerner og sukker så fint som overhovedet muligt i en minihakker eller foodprocessor. Tilføj æggehviderne og blend videre, til makronmassen bliver lidt lun. Kom massen i en engangssprøjtepose og klip et lille hul. Sprøjt massen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i små runde kager med en diameter på 5 cm med lidt afstand mellem, da de udvikler sig lidt under bagningen. Bag makronerne i en 160 grader varm ovn, ca. 10 minutter afhængigt af ovnen og tykkelsen på makronerne. Tag dem ud af ovnen og lad dem afkøle ved stuetemperatur.
Abrikosmarmelade
Hak abrikoserne fint. Kom abrikoser, sukker og vand op i en lille kasserolle. Læg låg på og kog det ved middel varme i 10 minutter. Tag gryden af varmen og lad det afkøle let. Blend i en minihakker og stil marmeladen i køleskabet indtil selve opbygningen.
Opbygning
Rist mandelsplitterne ganske let på en tør, varm pande og lad dem køle af. Læg pandekagerne ud på et rengjort køkkenbord. Pisk den kolde vaniljecreme godt igennem og kom den i en engangssprøjtepose uden tylle. Klip et hul på 1 cm og sprøjt cremen ud i en tyk ’pølse’ på midten af hver pandekage – stop 2 cm fra kanten. Bryd de afkølede makroner i mindre stykker og læg dem oven på cremen. Dryp en anelse grand marnier ud over makronstykkerne. Pisk fløden til flødeskum og kom den op i en engangssprøjtepose med en stor stjernetylle i. Sprøjt flødeskummet ud i en tyk ’pølse’ oven på makronerne lidt længere ud end cremen. Fold den ene side af pandekagen op over flødeskummet og tril den til sidst resten ad vejen. Gentag med resten af pandekagerne. Læg alle rådhuspandekagerne på et aflangt fad eller på tallerkener. Smør overfladerne med et tyndt lag abrikosmarmelade og drys med de ristede mandelsplitter. Server rådhuspandekagerne kolde samme dag.
Ingredienser
Til 10-12 stk.
Fra bogen 'Blomsterbergs skønne klassikere'
Pandekagedej
Korn af 1/2 vaniljestang
65 g sukker
100 g hvedemel
3 æg str. L
65 g smør
2 1/2 dl letmælk
Vaniljecreme
Korn af 1/2 vaniljestang
80 g sukker
40 g majsstivelse
40 g æggeblommer (ca. 2 stk.)
5 dl mælk
Makroner
65 g hele hasselnøddekerner med hinde
150 g sukker
50 g æggehvider (ca. 2 stk.)
Abrikosmarmelade
15 tørrede lyse abrikoser
100 g sukker
1 1/2 dl vand
Til opbygning og pynt
Ca. 1 dl grand marnier
6 dl piskefløde
Al abrikosmarmeladen (se ovenstående)
150 g mandelsplitter
Det skal du bruge
1 pandekagepande, 15-20 cm i diameter