Sommer Sarah Bernhardt

Fremgangsmåde

Makroner

Blend hasselnødder og sukker så fint som overhovedet muligt i en minihakker.

Dernæst tilsættes æggehviderne mens der stadig blendes.

Kom massen op i en engangssprøjtepose med en 12 milimeter glat, rund tyl i.

Sprøjt massen ud på bagepapir i runde ’kager’ med en diameter på 5 cm. 

Husk de skal have lidt afstand til hinanden, da de udvider sig en anelse under bagningen.

Bag dem i en 135 grader varm ovn i cirka 40 minutter og lad dem afkøle helt ved stuetemperatur mens de bliver på papiret.


Creme

Læg husblas i 0,5 liter iskoldt vand i en halv time.

Hak chokoladen fint og kom den op i en skål der kan rumme cirka en liter.

Varm piskefløde og salt op til omkring 80 grader (brug gerne et termometer).

Kom halvdelen af den varme fløde over i skålen med chokolade og rør roligt med en silikone dejskraber til chokoladen begynder at smelte.

Tilsæt resten af fløden og rør igen til alt er smeltet.

Vrid husblassen fri for vand og kom den op i den varme chokolade-fløde.

Når husblassen er opløst, hældes cremen igennem en sigte over i en ren beholder.

Læg husholdningsfilm på cremens overflade og nedkøl den til 5 grader. Evt. til næste dag!


Opbygning og pynt

Pisk den kolde creme luftig med en håndmikser.

Læg en mikro-klat creme i midten af hver makron. Stil et hindbær på hver klat som fungerer som ’lim’ så bærret sidder fast.

Kom en god omgang pisket creme ovenpå bærret og smør cremen glat op i den klassiske spidse kegle-form med en lille palet. Gentag med alle og stil den på køl i en lille times tid.

Temperer den hvide chokolade og kom den op i en beholder med en diameter på max 15 cm., så cremen ikke kommer til at ramme bunden.

Dyp de kolde kager og drys dem straks efter inden chokolade hærder op.

Spis kagerne i løbet af de næste par dage – opbevar dem koldt.

Ingredienser

Der bliver ca. 15 stk.


Makroner

100 g hasselnøddekerner

200 g sukker

80 g æggehvider 


Creme

2 bl. husblas

200 g mørk chokolade (cirka 55-60%)

0,4 l. piskefløde

1 knivspids salt


Bær, dyp & drys

15 stk. flotte hindbær

Cirka 300 g tempereret hvid chokolade (tilsæt evt. 5-7% kakaosmør for at den er mere flydende)


Valgfrit drys (jeg har brugt nedenstående)

Lidt krystalliseret, hvid chokolade

Lidt hindbærstøv

Lidt tørrede kornblomster


Det skal du bruge

Minihakker

Engangssprøjtepose

Tyl

Skål

Termometer

Dejskraber

Håndmikser

Palet