Vaffeldej
Fremgangsmåde
Flæk vaniljestangen på den lange led, skrab kornene ud, og mas dem med lidt af sukkeret, så kornene skilles ad. Kom vaniljesukker, sukker, græsk yoghurt, æg, vand, mel, bagepulver, kanel og salt op i en lille foodprocessor, og blend det kort til en homogen dej. Har du ikke en miniprocessor, så bland alt tørstoffet i en skål for sig, inden det piskes godt med yoghurt, æg og vand på en og samme gang. Smelt smørret ved svag varme. Blend eller pisk halvdelen af det smeltede smør med i dejen. Stop, tilsæt resten og blend/pisk godt.
Tænd dit vaffeljern, så det er godt varmt, inden du går i gang.
Spray med en anelse bagespray eller lidt smagsneutral olie. Kom dej på det varme vaffeljern, men kun så det fylder lidt mere end halvdelen af jernets overflade. Vent 10-15 sekunder, og luk nu vaffeljernet. Bag vaflerne, til de er dejligt gyldne og gennembagte.
Nyd dem allerhelst friskbagte. Spis dem, som de er, med sukker og/eller marmelade eller måske med en lille klat god is til.
Hvis du bare vil bage fantastiske vafler uden den fine smag af kanel, så undlader du bare at komme kanel i. De er gode hele året, og dejen er utrolig nem at blende sammen.
Hjemme hos os spiser vi dem både med lidt strøsukker og/eller god marmelade, med æblemos, med vaniljeis eller bare med et drys flormelis, der er blandet op med lidt god vaniljesukker.
Ingredienser
Ca. 6 stk. (30 ’hjerter’)
Fra bogen ' Blomsterbergs Min jul'
1/4 fed vaniljestang eller 1 1/2 tsk. god vaniljesukker
40 g sukker
300 g græsk yoghurt
1 æg
1 dl vand
220 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1-2 tsk. stødt kanel
1 knsp. salt
100 g smeltet saltet smør
Bagespray eller lidt smagsneutral olie