Bananasplit med hjemmelavet vaniljeis
Fremgangsmåde
Vaniljeis
Kom mælk, fløde og glukosesirup op i en gryde og varm det roligt op til kogepunktet.
Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille glat urtekniv.
Mas kornene med en teskefuld af sukkeret så kornene skilles ad.
Pisk vaniljesukker, resten af sukkeret og æggeblommerne kort sammen med en håndmikser.
Når fløde-blandingen koger tages gryden væk fra varmen.
Kom 1/3 af den varme fløde op i æggeblandingen og rør godt.
Tilsæt endnu 1/3 og rør igen.
Hæld det op i gryden med den resterende varme flødeblanding og rør konstant samtidigt med at iscremen varmes op til 80-82 grader. Brug et termometer.
Hæld iscremen igennem en sigte og ned i en ren skål.
Nedkøl den til 5 garder – allerhelst natten over.
Stil en stor beholder i fryseren, så den er iskold når den skal ’modtage’ den færdigdrejede is.
Kom den kolde iscreme op i skålen til ismaskinen og kør den til den har konsistens som softice. Det tager mellem 40-50 minutter afhængigt af hvor kold iscremen er.
Din hjemmelavede is er allerbedst nydrejet eller efter et par timers indfrysning i den beholder du har haft i fryseren, men den er også skøn de næste par dage.
Husk altid at lade en dybfrossen is temperere inden den skal nydes.
Chokoladesauce
Hak chokoladen fint og kom det op i en stor skål.
Varm fløden op til cirka 80 grader og tag gryden væk fra varmen.
Hæld halvdelen af den varme fløde over den hakkede chokolade og rør det roligt sammen med en silikonedejskraber.
Tilsæt resten af fløden og rør igen.
Den er nu klar til brug, men kan lunes igen, hvis den ikke skal bruges med det samme;0)
Opbygning, fyld & pynt
Har din hjemmelavede is været i fryseren længe, så skal den stå lidt i køleskabet, så den kan temperere lidt.
Skræl bananerne, del dem og anret dem i dessertglassene.
Stil alt du skal bruge klar, så du er forberedt når isen er kommet på.
Dyp en stor ske i kogende vand, og ske en stor kugle is som lægges på bananerne.
Kom letpisket fløde, lun chokoladesauce, hasselnødder, abrikosskiver og urter sirligt på.
Servér og bare nyd det 😉
Ingredienser
Vaniljeis
Legeret iscreme
4 dl mælk
4 dl piskefløde
200 g glukosesirup
1 fed vaniljestang
150 g sukker
120 g æggeblommer
Chokoladesauce
150 g mørk chokolade
2 dl. piskefløde
Fyld & pynt
4 stk. modne, men faste bananer
60 g letristede og grofthakkede hasselnødder
3-4 dl. letpisket flødeskum
2 friske abrikoser i tynde både
Lidt skovsyre, mynte eller lign.
