Stracciatella is
Fremgangsmåde
Kom mælk, fløde og glukosesirup op i en gryde og varm det roligt op til kogepunktet. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille glat urtekniv. Mas kornene med en teskefuld af sukkeret, så kornene skilles ad. Pisk vaniljesukker, resten af sukkeret og æggeblommerne kort sammen med en håndmikser. Når flødeblandingen koger, tages gryden væk fra varmen.
Kom 1/3 af den varme fløde op i æggeblandingen og rør godt.
Tilsæt endnu 1/3 og rør igen. Hæld dette op i gryden med den resterende varme flødeblanding og rør konstant, samtidig med at du varmer iscremen op til 80-82 grader. Brug et termometer.
Den skal blot legere og må under ingen omstændigheder koge!
Hæld iscremen igennem en sigte og ned i en ren beholder.
Nedkøl iscremen til 5 grader, allerhelst natten over.
Stil en stor beholder i fryseren, så den er iskold, når den skal ’modtage’ den færdigdrejede stracciatella-is. Kom den kolde iscreme op i skålen til ismaskinen og kør den, til den har konsistens som blød softice. Det tager 30-50 minutter, afhængigt af hvor kold iscremen er. Tilsæt nu de mørke chokoladeflager og lad dem køre med de sidste 4-5 minutter. Hjælp evt. med fordelingen af chokoladen med en lille silikonedejskraber
Din hjemmelavede is er allerbedst nydrejet eller efter et par timers indfrysning, men den er også skøn de næste par dage.
Husk altid at lade en dybfrossen is temperere minimum et kvarters tid, inden den skal nydes.
Ingredienser
Du får ca. 1,5 liter færdig is.
4 dl mælk
4 dl piskefløde
200 g glukosesirup
0,5-1 hel fed vaniljestang
150 g sukker
120 g æggeblommer
40 g mørke, tynde
chokoladeflager
