Påske Pavlova med mangokompot
Fremgangsmåde
Creme
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i et kvarters tid.
Varm fløde, vanilje og salt op i en kasserolle til 80-85 grader (brug gerne et termometer).
Hak imens den hvide chokolade fint og kom den over i en skål.
Hæld halvdelen af den varme fløde over den hakkede chokolade og rør godt med en dejskraber, til chokoladen næsten er smeltet. Tilsæt resten af den varme fløde, mens du rører igen.
Passér cremen gennem en sigte ned i en ny beholder. Dæk cremen med husholdningsfilm og lad den køle helt ned til 5 grader i køleskabet.
Lav den gerne dagen før den skal piskes og bruges.
Marengs
Tegn 1 cirkel på ca. 24 cm. i diameter med en blyant på et stykke bagepapir. Brug evt. bunden til din springform som skabelon. Vend bagepapiret om, så tusch-stregen ikke får direkte kontakt med marengsmassen.
Pisk æggehviderne let stive på din røremaskine. En kraftig håndmikser kan også bruges.
Tilføj halvdelen af flormelissen og pisk videre i nogle minutter. Tilføj resten og pisk videre til marengsen er dejlig sej og har en lækker sprøjtefast konsistens.
Tilsæt eddike og salt til og pisk endnu et par runder.
Tilsæt majsstivelse og pisk det med i marengsen.
Smør en tredjedel af marengsen fladt ud med en knækpalet.
Klip et hul i en engangssprøjtepose og læg en rosentyl eller en stjernetyl i. Kom resten af marengsen i posen og sprøjt ’marengs-roser’ rundt i kanten.
Bag den i en 100 grader varm ovn med varmluft, og bag i minimum og cirka 1,45 time.
Lad den afkøle helt ved stuetemperatur, mens den bliver på bagepapiret.
Du kan sagtens bage din Pavlova et par dage før den skal samles og spises. Så skal den blot opbevares utildækket ved stuetemperatur.
Mangokompot
Befri frugten fra skal og skær alt ’kødet’ i grove tern.
Kog frugtkødet sammen med fintrevet citronskal, saft, vand og sukker til al væden er fordampet og mangokødet ganske let udkogt. Lad det afkøle helt.
Det kan sagtens laves dagen før den skal samles og spises.
Samling, fyld & pynt
Pisk den iskolde creme let og luftig med en håndmikser og fordel den med en knækpalet i Pavlovaens midte/fordybning.
Læg den afkølede kompot ovenpå og pynt smukt med pistacie og blomster.
Server den gerne inden for de næste par timer ;0)
Ingredienser
Påske Pavlova med mangokompot
Til 8-10 personer
Creme
2 blade husblas
3 dl. piskefløde
1 tsk. god vaniljesukker el. pasta
1 knivspids salt
70 g. hvid chokolade
Marengs
150 g. æggehvide
300 g. flormelis
2 tsk. eddike
2 spsk. majsstivelse
1 knivspids salt
Mangokompot
1 stor, moden mango
Revet skal og saft fra 1 øko citron
1 dl. vand
15 g sukker
Drys & pynt
Lidt usaltede pistaciekerner
Lidt spiselig blomster
